HISTORIEN OM GÅRDEN PEDERSDAL

Visninger: 359

Omkring år 1520 blev øen Bøtø, som dengang virkelig var en ø beboet af indforskrevne hollændere. De opførte gårde i Bøtø by og dyrkede jorden i fællesskab. 

Langs den nuværende Bøtø Møllevej – lå de otte gårde i en række nord for bygaden og ikke som i danske landsbyer i en kreds omkring en gadeplads. De hollandske gårde, der senere opførtes på Hasselø kom også til at ligge i en lang række med udsigt ud over Guldborgsund. 

Bygaden gik dengang mellem gårdene og stranden. Hvor den nuværende Hasseløvej ligger havde gårdene deres tofter. Omkring 1840 blev Bøtøgårdene efter jordudskiftningen flyttet ud på markerne. Fire flyttede syd på og to nordpå. 

Den sydligste var ”Søndervang” som for få år siden brændte. Derefter kom ”Wiesesminde”, ”Ødegaard” og ”Skovlyst”. Nordpå flyttede ”Nørrevang”, der nu er hotel og ”Marielyst”, der fik sit navn efter stormfloden den 13. november 1872, som i dag er pensionisthøjskole. 

”Marielyst”, som blev optakten til hele det store rekreative ferieområde på Sydfalster, var det første hotel og gav navn til så at sige hele badestranden langs Østersøen. 

Tilbage i Bøtø By blev gårdene ”Kochsminde” og ”Godthaab”. ”Godthaab” gav navn til vejen over Bøtø Nor fra Bøtø By til Marrebæk. 

Oprindelig var vejen en primitiv grusvej, anlagt og vedligeholdt af bønderne i Bøtø, Marrebæk, og Bruserup, for nemmere at kunne komme ud i noret til markerne. Siden er vejen blevet kommunevej, asfalteret og uundværlig for alle som skal til og fra den sydlige del af sommerhusområdet. 

Ved udflytningen af Bøtø-gårdene blev ”Wiesesminde” mejerigård. Den ejedes i over halvtreds år indtil 1903 af familien Wiese. 

Den næste ejer var en gårdejer Ellehave, som i 1911 delte jorden i to dele og byggede ”Pedersdal” til en søn – en anden fik ”Wiesesminde”.  

”Pedersdals” første ejer hed Lauritz Ellehave, der fik 70 tønder land at regere med. Træværket til gårdens udbygninger kom fra en gammel lade på ”Wiesesminde”. 
Det har aldrig været fedt at være bonde på Bøtø. Gårdene skiftede tit ejere. Der har også været mange ejere af ”Pedersdal” op igennem 1920'erne.  
 
Fra 1932 til 1933 hed ejeren Peter Olsen, 1933 – 1935 var det Sigurd Amler, der solgte til Vilhelm Hansen fra Stavreby. 

Vilhelm Hansen drev ”Pedersdal” fra 1935 til 1955. Han købte 250 tønder land af Bøtøgården og markskiftede en del jord med ”Ødegaard”, som han også ejede. 

Da guldsmeden Svend Aage Nielsen i 1955 overtog ”Pedersdal”, som han kun havde et års tid, da han døde i 1956, begyndte udstykningen af jorden til sommerhusgrunde. 

De næste ejere var Ole Olsen fra 1957 til 1960, Holger Petersen fra 1960 til 1962 og Åse Leifer fra 1962 til 1966. I denne årrække blev der intet dyrket på jorden. 

Da Knud Larsen overtog ”Pedersdal” i 1966 var al jorden udstykket til sommerhusgrunde og kun bygningerne var tilbage. I denne indrettede Knud Larsen ferielejligheder. 

I 1972 overtog Kaj Jensen gården. Han forbedrede ferielejlighederne og udlejede rideheste. 

Fra 1979 har Finn Esmark ejet ”Pedersdals” bygninger og her fremstiller hans firma ”Alfa Scandia” katteseler, hunderemme, halsbånd og lignende, der eksporteres til mange lande. 

Når man i dag går igennem ”Pedersdals” sommerhusområde er det svært at forestille sig, at der her på det tæt beplantede grønne område en gang har været vidtåbne marker, hvor udsynet kun blev brudt af beplantede læhegn. 

Mager sandjord, hvorom man sagde, at bønderne på Bøtø aldrig viste hvor meget jord de havde. Det kom an på hvor blæsten havde ført de mange tønder land hen. 

Da sagføreren Frederik Graa ”opfandt” Marielyst som rekreativt ferieområde fordi den magre sandjord gav de forgældede landmænd for lidt i udbytte, så han rigtigt. Han fik ret, da han forudsagde, at ”der er guld i Bøtøs sand”.  

Det skal retfærdigvis siges, at det er digerne og stranden langs Østersøen, der gør området attraktivt – når den danske sommer ellers vil det. For de mange ejere af sommerhusene er det ikke stranden alene, der virker tiltrækkende. Huset og den lille plet af Danmarks jord, som de hygger og hæger om er for de fleste rekreative i sig selv. 

Fremtidens opgave for en strandgrundejerforening må nu være at finde balancepunktet mellem det oprindelige lidt primitive sommerland og det alt for byprægede villakvarter. Man kan slæbe så mange af storbyens ”unoder” med sig ud på landet, at der ikke bliver forskel på by og land – og det er vel næppe meningen.